Opskrift på fødselsdagskage af kanelsnegle med remonce og glasur
Giv fødselsdagen et ekstra pift! Vores opskrift på fødsesldagskage af kanelsnegle forener himmelske kanelsnegle med fyldig remonce og en lækker glasur. Form den helt efter dine ønsker – det er din fest og din fødselsdagskage! Pynt kagen med al dit yndlingsslik på toppen - Og vupti! Du har en fødselsdagskage, der bliver rift om til festen.
Ingredienser:
Dej:
2 dl lunken mælk
25 g gær
100 g sukker
1 lille tsk. salt
1 æg
1-2 tsk. kardemomme (kan undlades)
500 g hvedemel (måske lidt mere/mindre)
125 g blødt smør i tern
æg til pensling
Remonce
125 g blødt smør
125 g brun farin
2 spsk. stødt kanel
1-2 tsk. stødt kardemomme efter smag
Glasur
Flormelis
Lidt kogende vand
Sprøjtepose
Pynt
Alt dit favorit slik!
Sådan gør du
- Lun mælken til den er lillefingervarm og opløs derefter gæren deri. Rør rundt, så der ingen klumper er. Hæld mælkeblandingen i en stor skål eller røremaskine.
- Tilsæt sukker, salt og æg og kardemomme og rør det godt sammen.
- Tilsæt mel lidt efter lidt og ælt til en ensartet dej. Tilsæt derefter smør i små tern og ælt videre.
- Ælt dejen godt, til den er glat og smidig. Jeg bruger min røremaskine og lader den stå i ca. 5 minutter ved mellem hastighed.
- Kom et fugtigt viskestykke over skålen, og lad dejen hæve et lunt sted i ca. 1 time. Forbered nu din remonce:
- Bland smør, brun farin, kanel og kardemomme sammen i en skål med en gaffel.
- Når dejen har hævet skal du rulle den ud til et rektangel på et meldrysset bord (bare brug en smule mel).
- Rul dejen så tyndt du kan, uden at der kommer huller i dejen.
- Fordel remonce på hele dejen med en dejskraber.
- Rul forsigtigt dejen sammen og skær den derefter i skiver på ca. 2 cm.
- Placer kanelsneglene på en bageplade beklædt med bagepapir, og form dem som en kagemand eller dame. Det er nemmest at starte med at lave en cirkel af snegle, som udgør selve kroppen. Derefter kan du bygge ben og arme på. For at lave hovedet, skal du skære en snegl i dobbelt tykkelse og rulle den lidt flad. Har du lidt dej til overs, kan du sætte det på hovedet som hår.
- Lad nu sneglene efterhæve under et fugtigt viskestykke i ca. 30 minutter.
- Pensl kanelsneglene med et sammenpisket æg.
- Bag sneglene ved 200° almindelig ovnvarme i ca. 15-20 minutter. Hold øje undervejs! Pas på, at de ikke brænder på, da der er forskel på vores ovne!
- Lad sneglene køle helt af inden du pynter med glasur og slik!